Referat af generalforsamlingen i Maribo Roklubs
Støtteforening onsdag den 26. april 2023 kl. 17.30

1. Valg af dirigent og evt. stemmetællere: Hanne Christiansen blev valgt til
dirigent.
2. Bestyrelsens beretning: Bestyrelsens beretning v. Anne Koppelgaard. Bilag
3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab: Kasserer Alice Bue
Nielsen fremlagde årsregnskabet 01.04.2022- 31.03.2023 Bilag, plus regnskab for
afrigger fest og runde fødselsdage. Bilag
4. Indkomne forslag: Der var ingen indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelse: Der var genvalg til Alice Bue Nielsen, Hanne Christiansen og
suppleanterne til bestyrelsen, Karen Andersen og Mona Stenild.
Jane Pørtner og Keld Christiansen blev genvalgt til revisorer og Irene Raby til
revisorsuppleant.
6. Fastsættelse af kontingent: Kontingentet er fortsat 100 kr. om året.
7. Valg af festudvalg: Benny Larsen og Birthe Engbirk (villige til genvalg),
Eva og Flemming Olsen (villige til genvalg), Bitten Rasmussen og
Hanne Søgaard (villige til genvalg): Hele festudvalget lovede at fortsætte
8. Evt.: Der blev spurgt ind til manglende aktivitet på nettet fra Støtteforeningens side
de senere år. Bestyrelsen tager kontakt til Jane Pørtner ang assistance til dette.
Der var fællesspisning for de 31 fremmødte efter generalforsamlingen.
På bestyrelsens vegne: Hanne Christiansen, Alice Bue og Anne Koppelgaard

 

Bestyrelsens beretning:
Maribo roklubs Støtteforening tæller nu 70 medlemmer. Det er dejligt, at
nye medlemmer i Roklubben også vælger at blive medlemmer af
Støtteforeningen. I år har vi, af en eller anden grund, især glædet os over
nye medlemmer fra den østlige del af Maribo.
Støtteforeningen opgave er jo, som det fremgår af navnet, efter bedste
evne at støtte, først og fremmest når Roklubbens bestyrelse har ønsker
for indkøb af diverse inventar, renovering eller andre opgaver. I 2022 var
der, som det om lidt fremgår af regnskabet, brug for økonomisk hjælp til
renovering af herrernes baderum. Til glæde for herrerne naturligvis, men
også for rengøringen, som tidligere ikke nødvendigvis var særlig synlig
netop i det rum. Selv om det rum er lille, var det en hård fysisk omgang
for de ”mænner”, der stod for arbejdet. Men flot blev det.
Apropos rengøringen, eller rettere indtægterne på de 40.000 til
rengøringen, som fremgår af regnskabet, så er baggrunden jo den, at
Roklubben for år tilbage betalte et beløb på ca. 80.000 årligt til et
udefrakommende rengøringsfirma. Man foreslog så, at aftalen blev
opsagt og at medlemmerne selv påtog sig opgaven. Man beholdt en stor
del af udgiften i systemet og betalte de 40.000, fremgår af regnskabet
med 10.000 hvert kvartal til Støtteforeningen, hvorfra det nye
rengøringspersonale jo kom. Det gav Støtteforeningen muligheden for et
større råderum til diverse ønsker.
For et par år siden blev grillfesten i forbindelse med kanindåben en
tradition, hvor udgifterne dækkes af Støtteforeningen, som tak til
medlemmerne for rengøring og diverse andre opgaver. Det skal lige
nævnes , at foreningen i år også har dækket udgiften til en ny
rygtræningsmaskine, som mange vist har glæde af. Vi skal også nævne at
salg af bådvogne skæpper godt i kassen, som det fremgår af regnskabet
om lidt, så stor tak til fabrikanterne af disse.

Efter mange års dygtig planlægning og alt, hvad der ellers følger med, når
ro-familien skal på flere dages udflugt et eller andet sted i landet, så har
Alice og Bjarne trukket sig tilbage i god ro og orden. Og så sker der det,
som er så karakteristisk for Maribo Roklub her ved Søndersø, straks er der
nye kræfter, som på yderst kompetent måde træder til og med stor
entusiasme overtager og planlægger osv. Så nu glæder vi os til en fin tur
til Kalundborg 13. til 16. maj med Dorthe, Susan og John i spidsen. Så også
fra Støtteforeningen, som det lød fra ”storebror” roklubben ved sidste
måneds generalforsamling, skal der lyde en stor tak herfra til Alice og
Bjarne for alle de mange foregående ture.
Vores kasserer, Alice, sørger også for indsamlinger til runde fødselsdage,
så, som I nok har opdaget, kan vi ikke mere sådan gå og ”putte” med
vores runde dage.
Inden jeg slutter vores beretning, skal der også lyde en stor tak til alle
dem, der altid er parate til diverse opgaver. Der møder 20- 25
medlemmer op, når der er store oprydningsdage et par gange om året.
Roklubbens bestyrelse står for langt de fleste pladser i diverse udvalg,
som får dagligdagen til at fungere. Festudvalget klarer på smukkeste vis
den helt store afrigger fest og ægteparrene Olsen og Larsen/ Engbirk
sørger for fællesspisninger, der er så populære, at de er ved at sprænge
rammerne på grund af overtegning.
Disse sociale arrangementer, sammen med rørsnapseture, Grundlovsture,
cykelture osv. og sidst, men ikke mindst, vores hyggelige morgenbord,
hvor der er fyldt rigtig godt op ved begge de lange borde, fortæller noget
om den gode kombination af roning, træning og socialt samvær, som vi
alle sætter så stor pris på.
På bestyrelsens vegne
Anne